Billig varme i lejligheden

Bor du i lejlighed har du sjældent de store muligheder for at få indflydelse på hvor din varme kommer fra. Du kan dog stadig få en billigere varmeregning, blot ved at følge en række tips. Det er sjældent man kan få lov til at installere brændeovn i en lejlighed, og det er også begrænset hvor mange varmepumper man kan installere, så besparelser skal komme fra det eksisterende anlæg.

1: Indstil dine radiatortermostater korrekt

Oftest består varmeanlægget i en lejlighed af radiatorer, som er styret af termostater. Den aller største besparelse på varmeregningen kan du få ved at indstille dine radiatorer rigtigt. En korrekt indstilling af radiatorer kræver at alle radiatorer der opvarmer samme luft stilles ens. Hvis alle døre i lejligheden står åben, bør alle radiatorer stå på samme indstilling – som en tommelfingerregel.

Når du så har stillet alle radiatorer ens, skal du i gang med at føle på afgangen fra radiatoren – Den er ofte placeret i bunden, og det rør på radiatoren som ikke er forsynet med en termostat. Føles dette rør meget varmt skal du skrue ned for radiatoren, og er radiatoren kold skal du skrue op. Derved sikrer du den optimale afkøling i radiatoren, og energimåleren der er monteret på radiatoren vil ikke måle så stort et varmeforbrug som ved en skoldhed radiator.

2: Luft ud kortvarigt, men for fuld kraft

I ældre lejligheder er der sjældent mekanisk ventilation, så det er nødvendigt at lufte ud. Udluftning skal ikke ske ved at et enkelt vindue står på klem i lang tid – I stedet skal du åbne alting på vid gab, så lejligheden rigtig bliver luftet igennem, og så lukke igen efter 5 minutter. Så sikrer du det mindste varmespild til udeluften – og det bedste indeklima.

3: Sluk unødig ventilation

En del lejligheder er forsynet med fælles ventilation af badeværelset. En fælles blæser på loftet trækker luft ud gennem alle lejlighederne for at fjerne fugt fra badeværelset. Det er ikke særligt hensigtsmæssigt, idet der sker et meget stort varmespild fra din lejlighed med udsugningsluften. Så har du en sådan udluftningskanal på dit badeværelse, bør du kontakte din udlejer eller boligforening, og gøre dem opmærksom på problemet med varmespild gennem ventilationen. Der bør monteres spjæld og styring af ventilatoren, så du og dine naboer ikke skal tvinges til at fyre for gråspurvene.

4: Udnyt sollyset

Det meste af året, også om vinteren, har man en gratis energikilde lige uden for vinduet. Solen er der nemlig for det meste, og hvis du ruller gardinerne op, kan den bidrage til opvarmning af din lejlighed i dagtimerne. Gratis opvarmning helt uden CO².

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *