Som vi tidligere har omtalt i vores varmepumpe test, så er der forskellige priser på varmepumper. Nogen af dem er rigtig billige, men det kan vise sig at blive en dyr fornøjelse i det lange løb. For det har vist sig at de billigste varmepumper fra Bilka, Harald Nyborg og lignende ikke holder hvad de lover.
Udover at varmepumperne ikke leverer den varmeydelse de skal, vil man kunne opleve problemer når der er koldest, for så kan man nemlig risikere at varmepumpens udedel iser til, og derved ikke virker længere, men blot lyder som en bil i tomgang.
Problemet med varmepumpen er, at den virker som et omvendt køleskab – Det betyder at varme flyttes fra udedelen ind til indedelen, hvor den så afgiver varmen til luften. Men det betyder også at den luft der strømmer igennem udedelen bliver nedkølet yderligere, og hvis den så indeholder fugt, risikerer man at denne fugt kondenserer og fryser til is på udedelen. Er der først dannet is, så overføres der ikke varme til kølemidlet, og dermed heller ikke til indedelen.
Det er typisk de billigste varmepumper der har problemet, så det kan godt betale sig at se sig lidt for, inden man køber en varmepumpe. De penge man sparer kan hurtigt blive til en udgift, fordi man ikke får varme fra varmepumpen, og måske skal bruge sin gamle opvarmningskilde, eksempelvis elvarme – Så er der jo ingen penge sparet ved at bruge luft-luft varmepumpen.
Vil du være sikker på, at din nye varmepumpe kan leve op til det den lover? Så sørg for at købe en liste der står på Teknologisk Instituts varmepumpeliste, eller den tilsvarende hos Go’ energi, som også laver uafhængige tests af varmepumper.